En legende er gået bort
– og denne gang ikke en pibemager
Mandag aften døde vores gode ven af butikken, John Thulau.
Ironisk nok forlod han os på International Pipe Smoking Day (20. februar). Thulau var mange ting – han var kunde, han var ven, og han var 'stjernen' i vores butik. Hans død har rørt os alle dybt.
Selvom han på ingen måde var velhavende, var han mester i at shoppe brugt tøj og elskede højprofilerede mærker. På den måde var han flamboyant og farverig, og han lignede altid en million.
Jeg vil aldrig glemme en dag i den gamle butik, da han kom ned af trapperne og sang "I feel pretty, oh so pretty" fra West Side Story, iført en slags cowboy-outfit, fordi han skulle se premieren på Quentin Tarantino-filmen Django Unchained.
Jeg griner stadig, når jeg tænker tilbage på den dag.
Fik jeg nævnt, at Thulau var piberyger? Han havde en pibe i munden konstant. Han røg alt, og hvis vi havde nogle tørre tobaksrester fra duftprøver, tog han det gerne.
Han havde en krukke derhjemme, hvor han blandede alle resterne og fugtede det op.
Nogle gange gik det godt, og andre gange forbød jeg ham at ryge inden for 500 meter fra butikken.
Men det smilede han bare af.
Når han var i butikken, foretrak han at sidde i hjørnet og se os arbejde. Ofte havde han en hat på og så helt majestætisk ud med sin Dunhill Calabash og dens skinnende sølvring. Mange spurgte, om de måtte tage et billede med ham, og han sagde altid ja. Tusinder må have en selfie på deres telefon med Thulau.
Faktisk skabte hans tilstedeværelse i butikken altid nogle kommentarer, hvor folk skriver: ”Jeg besøgte The Danish Pipeshop, og det var så fedt. Ejeren sidder og ryger i hjørnet og overvåger alt”. Som ejer syntes jeg, det var så sjovt, at vi besluttede at give ham titlen som sikkerhedschef. Thulau elskede sin titel, og han var altid hjælpsom, hvis vi havde travlt, med at holde øje med butikstyve.
Min historie med Thulau startede i 2011. Jeg havde mødt ham før, og vi nikkede til hinanden, når jeg besøgte min far i butikken, men ærligt talt kendte jeg ham ikke, da min far havde mange 'hangarounds'. Men i dagene efter min far døde i 2011, lagde jeg mærke til, at Thulau stod udenfor og kiggede igennem vinduerne, men han kom ikke ind. Personalet sagde, at han tit var i butikken, men han var usikker på, om det var okay med mig.
Næste dag gik jeg ud og trak ham ind, og siden blev han i butikken hver dag i 1-2-3 timer.
Gennem årene udviklede vi et venskab. Vi talte om fodbold, musik og naturligvis piber. Thulau elskede musik, og vi fandt ud af, at vi delte en kærlighed til indiemusik (min kone kalder det DING-DONG-musik), så vi tog til flere koncerter sammen.
Vi har været på roadtrips sammen, set fodboldkampe, besøgt mine forældres gravplads, han var med til vores julefrokost, og min kone og jeg hjalp ham økonomisk på et tidspunkt, hvor han næsten blev smidt ud af sin lejlighed, fordi han ikke havde betalt huslejen. Thulau havde ingen penge og fik den laveste pension, man kan få. Samtidig var han ikke særlig god til at håndtere de få penge, han havde, så han brugte dem alle sammen, så snart han fik dem.
