Om brugte piber
Fra nej tak til ja tak – de brugte pibers vej ind i min butik
"Jeg skal sgu ikke have sure, gamle snader ind i min butik!" – sådan sagde min far altid, når folk henvendte sig med samlinger til salg i forretningen dengang. Og i et stykke tid efter, at jeg overtog forretningen, var mit svar også altid nej tak. Men så blev jeg klogere.
I dag siger jeg næsten altid ja tak til at kigge folks gamle pibesamlinger til salg igennem – det gør både mit arbejde sjovere og mere lærerigt.
Med over 50 år i bagagen har vi, The Danish Pipe Shop, naturligvis prøvet lidt af hvert, og lige så langt jeg kan huske tilbage, har vi fået henvendelser om brugte piber.
Brugte piber går også under betegnelsen 'estate pipes', og det er et udtryk fra USA, som også startede fokusset på estate piber. Gennem mange år fik vi henvendelser fra folk, der kontaktede os både i forretningen og over telefonen om deres brugte piber, og indtil 2014 var svaret "Det er ikke noget, vi beskæftiger os med".
Jeg husker tydeligt i 1980rne, hvor jeg selv var teenager, at min far Steffen Nielsen sagde "Jeg skal sgu ikke have sure gamle snader ind i min butik!".
Vendt på en tallerken
"Jeg vil sige, jeg er vendt på en tallerken af flere grunde.
Ét er, at jeg kan se en forretning i det, noget andet – og vigtigere – så er det fedt at bevare frem for at smide ud.
Vi giver piberne nyt liv. Mange tænker ikke over, at en pibe sagtens kan blive 50-100 år gammel, hvis den behandles godt"
Hvad er en brugt pibe?
Jeg vil i dette indlæg forsøge at beskrive, hvordan vi arbejder med brugte piber og dermed besvare mange af de spørgsmål, vi får ind løbende.
Inden jeg kaster mig hovedkulds ud i det, vil jeg lige præcisere hvad en brugt pibe egentlig er:
- En brugt pibe kommer ikke direkte fra producenten – den kommer fra en privatperson.
- En brugt pibe vurderes af os og kategoriseres ud fra et karaktersystem, som vi selv har etableret, og som du kan læse mere om her.
- En brugt pibe kan faktisk godt være urøget, dvs. som ny.
Det hænder at vi i større samlinger finder urøgede piber, hvilket skyldes, at mange pibekøbere faktisk ikke bruger dem. Kun beundrer dem. Årsagen til, at vi ikke sælger en urøget pibe som ny, er, at der ikke er garanti fra producenten. Desuden vil en gammel urøget pibe ofte vise tegn på, at den ikke er kommet lige ud af værkstedet.
Det er typisk farven, som er taget lidt af, og de har typisk lidt overfladeridser fra, at man har rørt ved dem og flyttet rundt på dem.
For nyligt har vi tilføjet et filter i webshoppen, at du kan søge efter brugte urøgede piber, så brug endelig de mange filtreringsmuligheder, som vores hjemmeside giver dig.
Hvor kommer jeres brugte piber fra?
Vores brugte piber kommer primært fra Danmark. En sjælden gang køber vi fra udlandet, men det kræver lidt volumen, da det ellers går op i forsendelsesomkostninger. Man kan inddele det nogenlunde sådan her:
- Vi finder brugte piber på markeder, loppemarkeder etc.
- Folk kontakter os, fordi de har arvet samlinger, fra dødsboer etc. Vi kører rundt i hele landet og besigtiger samlinger.
- Piberygere og kunder som ønsker at skifte ud og bytter sig til andre piber.
- Auktioner.
Hvem køber brugte piber? Og hvorfor?
Hvordan prissætter I?
Som i al anden forretning handler det om udbud, efterspørgsel, indkøbspris og markedspris.
Hertil kommer, at vi i runde tal har omkostninger for mindst DKK 175/EUR 25 per pibe for at sætte den i stand, producere tekst, lægge billeder op, etc. Hertil er så ikke medregnet de mange penge hjemmesiden har kostet at etablere og vedligeholde, husleje, butik, osv. Så når vi køber en samling, handler det om standen og mærkerne – og prisen sættes herefter med ovenstående in mente.
Estate Rejects
Når vi har købt en samling, har vi allerede ved første syn taget bestik af standen. Er der piber, der har tydelige revner eller er meget misligholdte, kasseres de. Er de mindre misligholdte eller har nogle mindre skavanker tages de fra som 'Estate Rejects'.
Det er piber, som vi ikke kan forsvare at sælge individuelt, da deres salgspris bliver for lav i forhold til det arbejde, vi lægger i dem. Men Estate Rejects er også piber, vi tror har mere tid i sig, og derfor sælges de fra en kurv i butikken til en meget lav pris eller som 'Estate Box Set' på webshoppen.
Hvad gør I ved piberne?
1-2-3-online!
Når piberne kommer retur fra pibemageren, så tjekker vi dem igen. Vi er nu oppe på at vi har haft fire kontroller.
Piberne mærkes, prissættes og gøres klar til at komme online.
Der laves herefter et produkt samt en beskrivelse, og vi må nogle gange udføre en 'hvem, hvad, hvor' via internettet eller i vores netværk.
Når beskrivelsen er klar vejes og måles de. Med lup afkodes stemplet som indskrives under 'marking'. Vi skriver kun det, vi kan se. Nu ryger piben i fotostudiet, og der tages fire-seks billeder af piben. Vi tager typisk 30-50 piber ad gangen. Herefter renses billedet, beskæres og gemmes. De fire-seks billeder komprimeres og uploades nu til produktet. Produktet aktiveres, og du og hele verden kan nu se piben.
"Vi fjerner ikke fejl, ridser eller lignende i Photoshop.
Det er utroligt vigtigt for os at pointere. Du ser det, du får."
Hvad har du fået ud af det Nikolaj?
Som du kan regne ud og har jeg indkøbt mange piber gennem de sidste seks-syv år, og det har resulteret i utroligt mange spændende møder med mennesker fra alle mulige steder i Danmark.
Nogle bliver chokerede, fordi de har urealistiske forventninger til, hvad deres samling er værd, mens andre bliver chokerede, fordi de finder ud af, at de har en pibe til 50.000 kr. Det synes jeg er sjovt.
Nu har jeg aldrig været den store gambler eller spillefugl, men det at sige ja til en to timers køretur, hvor sælgeren ikke har kunne sige noget som helst om, hvilke piber de har, fordi de har arvet dem – ja, det føles lidt ligesom at spille. Man kender ikke resultatet. Af samme grund siger vi stort set altid ja, fordi man kunne jo finde den hellige gral.
En anden sjov ting har været at optrevle pibernes historie. Specielt synes jeg det har været spændende at finde ud af historien bag mere ukendte danske pibemagere, og vi hjælper også pibernes svar på Wikipedia som hedder pipedia.org med input.
Gennem årene har vi set de vildeste pibesamlinger, og den største indtil dato var på omtrent 2.000 piber. For nyligt har vi erhvervet en samling på 500 piber, men generelt er det mere normalt med en 20-50 piber.
På billedet ser du et selfie af mig - Nikolaj - på vej hjem med bilen fuld af brugte piber...